I information fra d. 7. marts i år fremlægger Martin Østergaard-Nielsen sin tese om ’Gåden Liverpool’, (http://www.information.dk/184655), der, så længe Rafael Benitez sidder på trænerbænken, efter hans mening ikke kommer til at stå med Premier League-pokalen i hænderne. Argumentet bunder i én central hændelse, der så efterfølgende nærmest ophæves til ’kosmologisk sandhed’ om holdets natur og idégrundlag: da Fernando Torres i det første ottendedelsfinaleopgør i Champions League mod Real Madrid fik lov at humpe banen rundt med en tydeligvis ramponeret ankel indtil midt i anden halvleg, hvor han endelig blev pillet ud og omgående efter kampen blev dømt ude af weekendens opgør mod Middlesbrough, sendte man et klart budskab til omverdenen om, at det er udelukkende er pokalen med de store ører, man ønsker at hejse. Liverpools trup er simpelthen for smal til at klare den langstrakte pilgrimsvandring, en mesterskabssæson er, og derfor må man satse på den korte bane: tætte knock-out kampe i Champions League, hvor man gennem ’driftsikker’ defensiv kan ’smadre spillet’ og, ledt og fordelt af ’superpragmatikeren’ Benitez på bænken, kæmpe sig frem til (endnu) en eventuel finale.

Siden d. 7. marts har Liverpool dog præsteret en uhyggelig resultat- og spillemæssig opblomstring, der sætter analysen i et noget prekært lys. Resultaterne taler deres eget sprog: 4-0 i returopgøret mod Real Madrid, 4-1 over de Røde Djævle fra Manchester, og senest 5-0 over konkurrenterne fra toppen af ligaen, Aston Villa. Det efterlader holdet fra Anfield på 2. pladsen, ét point bag Manchester United, der dog har en kamp til gode. Sidstnævnte er inde i en spillemæssig bølgedal, der senest resulterede i et 0-2 nederlag til Fulham. Bag dem ligger Chelsea, der, som altid, kunne man fristes til at sige, synes at drukne i andres og (især) egne uindfriede forventninger (resulterende i oligarkens slag med jernnæven (fyringerne af først Mourinho og dernæst Scolari)). Dette kan dog næppe overraske, eftersom disse forhåbninger  jo efterhånden ret beset kan koges ned til drømmen om et totalitært fodbold-verdensherredømme, hvor det nærmest kun vil være op til interplanetariske hold fra Mars og Venus at tage duellen op med ’The Blues’ (i diskussion om Chelsea er det for øvrigt pudsigt, i hvor lige høj grad spillet på banen og styringen udenfor er gennemsyret af en næsten manisk idé om kontrol: idéen synes at være den, at så snart man giver afkald på magten (på banen symboliseret ved en tonstung defensiv), så har man reelt tabt. Derfor er det risikobetonede spil en umulighed, og den sikre vej vælges derfor pr. automatik. Problemet er bare, at det som oftest er nuanceringen mellem det sikre og det risikable, der giver afkast for enden af regnbuen (sæsonen)). Den sidste af ’de fire store’, det ekstremt talentfulde Arsenal-mandskab, har godt nok genfundet formen i de sidste tre kampe, men spørgsmålet er, om ikke skader, ustabilitet og de unge spilleres manglende rutine vil afholde dem fra at avancere yderligere i tabellen.

Det lader derfor til, at mesterskabet i år kommer til at stå mellem de to nordengelske legende-klubber, Sir Alex’s Manchester United og så altså Benitez’ Liverpool, der på tre kampe (to af dem i Premier League) har formået at skyde kritikken fra før totalt i sænk. Kampenes underholdningsværdi kan der ikke indvendes noget imod: det er simpelthen noget af det mest underholdende, højspændte fodbold, jeg i hvert fald længe har været vidne til. Nu har Benitez selv så oven i købet udtalt, at hvis blot holdet vinder samtlige otte resterende kampe, så er trofæet deres. Altså, selvsagt, mesterskabet er da så sandelig inde for rækkevidde. Han går nu altså, må man formode, efter at vinde begge de store turneringer og taler dermed sine kritikere, f.eks. Østergaard-Nielsen, lodret imod.

Ret skal dog selvfølgelig være ret: der var ikke mange tegn på Liverpools pludselige fremgang for bare en måned siden. Holdet har været unaturligt svingende i denne sæson, hvilket resultaterne 0-0 mod Manchester City, 1-0 over Real Madrid og 0-2 imod Middlesbrough (på én uge!) beviser. Centrale spillere har siddet på skadeslisten, Robbie Keane kom aldrig i gang i angrebet, og Benitez selv har også været rygtet væk. På baggrund af disse faktorer kan der derfor ikke indvendes noget imod førnævnte artikels konklusioner.

Det, der til gengæld for alvor halter i Østergaard-Nielsens argumentation, er hans mellemregninger: Liverpool analyseres reelt som bestående af to kreative årer (Torres og Gerrard), der iscenesætter alt offensivt, og bag dem styrter så åbenbart otte sværlemmede maratonløbere rundt med fråde i mundvigende, alle som én uden fantasi eller mål i støvlerne. ”Ingen af dem har vel afdriblet deres direkte modstander, siden de var miniputter”, hedder det bl.a. Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at Gerrard er klubbens suverænt vigtigste spiller, at Torres, når han ellers er fit, er en vanvittig farlig angriber, osv., osv. Alt det har vi dog hørt hundrede gange før. Det nye er, at resten af holdet dybest set reduceres til ’forsvarere af den defensive helligånd,’ hvilket er en noget urimelig karakteristik.

Liverpool er, selvom man næppe skal sætte lighedstegn mellem offensiv og aggressiv, om nogen garanten for det kollektive ekstrem-presspil, der totalt forhindrer modstanderens eventuelle ønske om at trække spillet ned i tempo: især i kampene mod Real Madrid og Manchester United demonstrerede samtlige på holdet et konstant, hæsblæsende stormløb imod boldholderen. De formåede i et uhørt højt tempo at skræmme modstanderen tilbage på egen banehalvdel, hvilket naturligvis resulterede i fejl og generel usikkerhed.

Det er en usædvanlig martialsk spillestil: som den hollandske totalfodbold stiller Liverpools metode vanvittigt høje fysiske krav til spillerne, alle angriber og forsvarer, men der er intet risikobetonet eller halvanarkistisk over organisationen, som tværtimod er perfektioneret i og med, at hver eneste spiller er optimeret hen imod dennes respektive placering i spilsystemet: Torres er den aggressive eneangriber, Riera er den anvendelige venstrekantsspiller og frisparksskytte, Mascherano er bindeledet mellem forsvar og angreb, forbilledlig til at bryde bevægelsesmønstret osv. Selv Dirk Kuyt, der jo oprindeligt er angriber, og ikke højre fløj, aftvinger dyb respekt: hans energi, dynamik og evne til at score vigtige mål (gerne omkring det 86. minut!) gør ham til én af de allervigtigste spillere på holdet, i hvert fald offensivt. Også spillet kæderne imellem fungerer: forsvaret går i ét med den defensive midtbane, så det på intet tidspunkt lykkes for modstanderen at finde frem til de frie huller, og de to backs Aurelio og Arbeloa magter, som de moderne forsvarskanter de er, at gå i overlap med Kuyt og Riera og dermed brede spillet tilpas meget ud.

Liverpools trup er smal, ikke mindst på den centrale angriberplads, hvor der ikke er nogen egentlig oplagt afløser for Torres. For at ‘masterplanen’ skal lykkes, er det derfor livsnødvendigt, at ingen af de elleve startere fra den sidste måneds kampe går i stykker undervejs. Dette kan nok ikke helt undgås, men må i så fald begrænses til én, højest to pladser: Imod Real Madrid blev Babel godt nok med succes anvendt som afløser for Riera på venstrekanten, men det bliver nok næppe marginalspillerne, der kommer til at køre hverken det ene eller der andet trofæ hjem. Benitez’s foretrukne elleve synes nemlig, på grund af spillernes respektive forskelligheder og kolektive gejst, at være kombinationen, hvormed kabalen kan gå op. Det enormt hurtige presspil på alle banens områder kan, sammen med en evt. fortsat nedadgående formkurve hos konkurrenterne, være måden, hvorpå 2009 bliver Liverpools år.

Til sidst skal det indrømmes: jeg har altid ejet en hvis foragt for holdet fra Anfield. Måske hænger det sammen med den overdrevne fankult, der i Danmark eksisterer omkring holdet (hvorfor lige Liverpool?), og som ofte kan føles vel rigeligt dikterende for os, der gerne så en større mangfoldig- og åbenhed i valgene af respektive favorithold. Alligevel er jeg næsten, set i lyset af spillet på det sidste, fristet til at lade halsen indsvøbe i røde halstørklæder og falde ind i råbekorets pivfalske ’…you will neeee-veeeer waaaaaaaaaaaaaaalk alooooooooone…’! Bare sådan cirka midt i: man skulle jo vække alt for meget opsigt!

Og til Information skal det lyde: når man bliver konge af Europa, må Englands trone jo nødvendigvis følge med.