Jeg forestiller mig, at den er udgivet umiddelbart op til VM i ’98, hvilket jo var i samme periode som Bertelsens DR2’s Talkshow kørte, et program jeg altid morede mig kosteligt over. Det er da også Bertelsens kumpaner Oliver Zahle og Jens Korse, der står bag, ligesom de for øvrigt også gjorde bag det uretfærdigt glemte Selvsving (som man nu desværre ikke længere kan (gen)høre i sit fulde panteon på DR Bonanza, det mener jeg ellers at have gjort tidligere). Kort fortalt handler den om kunsten at se fodbold: mens denne vigtige disciplin beskrives, bliver det latterlige i alle til hobe standardiserede ritualer, der har forbindelse til spillet på banen og udenfor, selvfølgelig udstillet.

Egentlig er det en meget klassisk form for humor, forfatterne som oftest benytter sig af: man starter med en virkelig plat og dum joke, som man så kører så vildt langt ud og gør så omfattende, at den til sidst bliver fed (som f.eks. den der geniale én fra De Uaktuelle nyheder, hvor afsløringerne om bloddoping i Tour de France ”ikke stopper der!”, ved skraldespandene bag det belgiske rytterhotel: det hele viser sig at være staget i et TV-studie komplet med instruktør og makeup-artister – Touren eksisterer altså slet ikke!).

I bogen eksemplificeres det blandt andet i afsnittet om Michael Laudrups hårskade i EM-kampen mod Portugal i ’96: kampen er vel undervejs, der står 1-1, og pludselig går det galt: en portugiser går ”med et udspekuleret vip med hånden i hovedhøjde” direkte efter at sætte den danske stjerne ud af spillet. Tilsyneladende er han hurtigt kampklar igen, men det bliver hurtigt klart, at Laudrup slet ikke kan få sit spil til at fungere. Han tager sig gentagende gange til håret, og må tydeligt frustreret lade sig udskifte. Efter kampen er hans sideskilning stadig ustabil, ”og det kan komme på tale at klippe ham om fra bunden”.

Et andet eksempel er den tids subtile forsvarskonflikt (som man faktisk godt lidt kan huske) mellem Jes Høgh og Schmeichel: hele affæren kan spores tilbage til dengang i omklædningsrummet efter en ikke videre benævnt kamp, hvor den store målmand ved et uheld ”satte sig på Høghs Mejeri-blazer, så den blev krøllet og våd”, hvorefter han nægtede at undskylde. Den episode satte skår i de tos forhold hele vejen op gennem 90’erne, og i bogen hævdes det endda, at Ricardo tog hensyn til det, når han satte holdopstillingen til badet(!), hvor Schmeichel ligger i Jacuzzien, mens Høgh er i bad og omvendt, så de aldrig risikerer at mødes (var noget lignende ikke rent faktisk tilfældet under Touren i sommers, hvor det efterfølgende kom frem, at Armstrong og Contador altid sørgede for at komme ned til morgenmadsbuffeten på forskellige tidspunkter!).

Som sagt er året 1998, så derfor indeholder bogen selvfølgelig en omfattende guide til den tids spektakulære spillere som Jostein Flo og Nwankwo Kanu (direkte oversat: ”tak skæbne for en lang kano”), ligesom der også er korte én-sætningsbeskrivelser af hver enkelt nation, DK kunne risikere at løbe ind i ved slutrunden: her lærer vi, at Østrig faktisk er ligesom Tyskland, ”på en mindre men ledere måde”! Alt i alt flyder det med henvisninger til glemte koryfærer som Miklos Molnar, Alphonse Tchami og Kent Nikolajsen (der jo symboliserede DR’s linje med sportsværter med følsom/rundt-hoved-stilen (i modsætning til TV2, der mere satsede på følsom/barsk-mand-stilen med værter som Morten Stig, der kunne få indledningsreplikker som ”mandesved, jubel, kønsbehåring, kamp til stregen. Velkommen til Sport i 2’eren” til at lyde seriøse)).

Sådan fortsætter det over små 80 sider, inden leksikonet bagerst i bogen byder på et par gode opslag, f.eks.: ’bolden sjutter: når man ikke rammer bolden’, ’Fantomredning: målmanden sover og får bolden i hovedet’, ’lille ryg: modstander bag dig/ bagsiden af Allan Simonsen’, ‘”han er helt nøgen!”: når Mikkel Beck og Schmeichel bor på værelse sammen.’

Man kunne have nævnt mange andre eksempler, men det hele skal jo ikke afsløres her: hermed er den i hvert fald anbefalet! Tilbage er næsten kun det ønske, at nogen ville tage fanen op og producere en opdateret version, hvis man altså bare sørger for at holde de hersens nymodens komikere udenfor (det kunne virkelig være kedeligt med en fodboldhumorbog af bestseller-makkerparret Geo/Øgendahl eller endnu værre: en trylle-slash-fodbold-slash-Xzibit-fanbog-bog af Rune Klan!)

Centralt står selvfølgelig hele balladen om det danske midterforsvar: Krøldrup blev tidligt meldt ude; så var det Simon Kjær’s læg, der blev spekuleret i, men den er nu åbenbart klar igen; sidst men ikke mindst var det så hele Danmarks defensive håb, Agger, der var problemet. Hvordan skal det hele ende, tænker man, bare det ikke bliver Møller Christensen og Bak! Helende sprayvæske, gør som kun du kan!

Men! – så kom svensken på banen med spekulationer om ’falske’ og opdigtede skader – Olsen siger det kun, for at gøre hans hold til underdog, var argumentet, og så kørte det ellers bare derudaf: Pepe fra Portugal spekulerede i ’aftalt spil’ mellem de to nordiske brodernationer; ’er dette Sveriges startopstilling?’ spurgte Tipsbladet, der åbenbart ikke ukritisk vil tage nogen svenske medier for gode varer. Ingen vil altså tro hinanden på tværs af sundet – eller på tværs af hold eller interesser. Alle husker alt for godt dengang, hvor Armstrong sad og hang bag Ullrich på én af kongeetaperne nede i Frankrig, åh, hvor var han træt, nu var vi rigtig nok vidner til kongens gedigne fald, sagde kommentatorerne, alt var tabt, men så accelererede den gode Lance pludselig som en texansk prærievind forbi Jan, hvis ene, malende Rostock-tråd naturligvis måtte byde farvel til Tour-sejren, der ellers så ud til at ligge lige for. Han, feltet og alle seerne var altså blevet snydt, cowboy’en var slet ikke træt! Genialt træk, bravo, blev der råbt i kor, men der var ikke nogen, der tænkte på, at man nu gudhjælpemig skulle til at analysere den enkelt atlets INDRE appearance også, det er ikke længere nok at vide, hvem der fører, og hvem der lider, man må tænke bagom empirien: måske nogen vil fiksere.

Umiddelbart inden selve konfirmationen skulle løbe af stablen, blev et fiskenet båret ind, indeholdende et helt kuld fodbolde. Nu blev kirkedørene, hvorigennem vi var kommet ind, åbnet op på vid gab og konfirmanderne placeret med ryggen til alteret som i en straffesparkssituation, dog alt for langt væk fra målet (døråbningen), så de hårde tåhylere fløj drabeligt om ørene på drengekoret, moster Oda og præsten, der alle fik indprentet dagens begivenheder i noget mere konkret forstand, end hvad man nok havde håbet på. Det hele blev ledsaget af et par herlige allegorier til spillet på banen: først én version, hvor disciplene var de elleve spillere (hvad med den sidste?), Peter var anføreren, Jesus bolden osv., og bagefter ’den korrekte’, hvor konfirmanderne var spillerne, ingen var dommeren (den skal man passe lidt på med!), livet var selvfølgelig spillet, men der var ingen røde kort eller ture på bænken hos Jesus. Bagefter var man så klar til at komme ned til det rigtige nitty-gritty, ja-hatten kom på overfor Gud, og dermed var de unge mennesker altså officielt blevet teenagere i god forening af leg og alvor. Der var højlydt klappen, piften og generel god stemning. Vældig hyggeligt.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig en kende forarget. For var det ikke en værre leflen fra præstens side? Skulle hun ikke hellere gennemføre showet i overensstemmelse med folks forventninger om skik og tradition? ”Sådan var det da vi blev konfirmeret, og sådan er det i dag” hørte jeg én inden i mig selv sige. Selvfølgelig skal kirkegangen ikke føles som en beslaglæggende gerning, der bare skal overstås, noget der indskrænker og lægger bånd. Man har jo sin frihed, og som hun selv sagde, så kan man jo bare gå ud og lege, hvis man keder sig. Men jeg havde ikke lyst til at flygte ud i legerummet. Jeg ville langt hellere sidde tankefjern og ønske mig alle andre steder hen, som jeg altid har gjort, de gange jeg har befundet mig på kirkebænken.

Folkekirkens dyd er jo netop dens evne til at kunne lulle folk i søvn. Det er nærmest det eneste sted, hvor man i en lille times tid, mens øjenlågenes fald nedad konstant bekæmpes, kan væmmes ved en tør, malende forelæsning fra en svunden tid og ærgre sig over ikke at kunne undslippe den! Når man bagefter stavrer helt udkørt ud i solen, er man på det nærmest villig til at kysse asfalten af ren frihedsjubel. Altså, så længe det kun sker den ene gang hver fjerde år eller lignende, så overlever man jo nok denne tvungne nød. Men hvis selv ikke Gud vil sætte sine egne på bænken, hvem skal så tvinge dem?

Når kirken fokuserer så voldsomt på formen, så er det naturligvis med forbillede i populærkulturen. Man begiver sig ind i kampen om publikums gunst. Men altså, det charmerende ved kirken – udover kedsomheden – er jo netop, at det hele er så håbløst umoderne. Man føler sig skudt vind og skæv i anakronismen: den patos, der er over lovsang og mosaikker af frelseren, den findes jo slet ikke i hverdagen længere, hvor alt skal pakkes ind i afvæbnende ironi og kritisk afstandtagen. At der så alligevel er ét sted, hvor der stadig tales om store følelser med alvorlige miner, også selvom man ik’ helt ka’ relater’, det er da – om noget – et bidrag til mangfoldigheden, hvis man endelig skal bruge det argument.

Alt dette skal nu ikke forstås, som om jeg entydigt deler den udbredte opfattelse af det moderne samfund som noget, der går hurtigt; hvor konkurrenceevne, musikvideoklipning og stresssymptomer får mennesket til at overse de betydningsfulde ting ved tilværelsen. Tværtimod: det må endelig gerne gå langsomt. Så længe det bare ikke går helt i stå. Det hører man tydeligst i forældres råd/krav til deres børns fremtid: ”du må lave lige, hvad du vil, så længe du bare laver noget!” Det er til enhver tid bedre at være evighedsstuderende end sumper på bistand, for så har man i det mindste et mærkat at påklistre sig selv. Om så kæden for længst er hoppet af, skal hjulene holdes i gang. Men en sådan konstant kamp for bevægelse får jo hurtigt én til at glemme, hvorfor man egentlig bevæger sig. Måske er det netop derfor vigtigt at have sådanne utidssvarende steder som kirker (bare det at have en bevidsthed om eksistensen af dem!), hvor kedsomheden og stilstanden virkelig kan få én til at længes tilbage mod den larmende kommercielle virkelighed udenfor. Steder, der er så kedelige, at behovet for underholdning virkelig kan få lov til at hobe sig op.

Egentlig er der meget af den samme ufrihed ved toilettet. Her er det kroppen, der betvinger og sætter sig over den fri vilje: når man skal, så skal man. Her kan den enkelte i naturens navn få fred for den larmende omverden – uden dog at vide, hvornår det sker. Men heller ikke her må man standse op og kede sig: vi slæber tykke bøger med os derud for at udnytte tiden. Som i filmen Kingpin, hvor en person ærgrer sig over nu at have læst samtlige bagsidetekster/varedeklarationer på badeværelsets shampooflasker! På bodegaerne er der placeret askebægere i armslængde fra kummen, så man kan ’trække lidt frisk luft’, mens naturen går sin gang. Vi tolererer ikke underkastelsen, også selvom det er kroppen selv, der står bag, og indordner os efter det på trods.

Tvang er ikke et begreb i specielt høj kurs i moderniteten. Man skal til enhver tid have muligheden for at sige fra. Men der er også en anden side af det: man skal i ligeså høj grad have muligheden for at sige til (’ja’). I denne måneds udgave af gratismagasinet KBH, som jeg lige skimmede (som om jeg læser det normalt…!), er der et interview med tv-værten Mikkel Munch-Fals fra DR2 Premiere. Noget af det vigtigste for ham, fortælles det, er at have muligheden for at handle: altså, at alting altid er tilgængeligt; at butikker, restauranter, værtshuse og internetforbindelser er åbne, så man kan spise, drikke sig fuld, at man kan holde sig opdateret med fjernsyn og Internet osv. – når man selv mærker behovet altså. ”Jeg skal bare vide det er muligt”, siger han. Hvis muligheden er ham frataget, så melder angstfølelsen sig. Netop derfor ser han for øvrigt provinsen og forstaden som noget frygteligt, fordi alt jo lukker så tidligt! Et eksempel: vi bryder os ikke om at tænke på vores mobiltelefon som en nødvendighed. Men samtidig kan man jo heller ikke lade være med lige at hive den frem (under en kedelig salme fx!) for at tjekke, om der mon skulle være tikket en besked ind. Alt skal helst være lige ved hånden evig og altid, men man skal aldrig føle sig tvunget til nødvendigvis at benytte det.

Nu gætter jeg på, at folkekirken snart indfører gratis bredbånd og trosbekendelsen som podcast. Fred være med det. Men på en måde er det altså lidt rart og tænke på, at der eksisterer steder lige rundt om hjørnet, hvor der sker nogenlunde det samme, som der gjorde på Christian Firtals tid… (nu går det for alvor galt, jeg er ude herfra!).

PS: Jeg har netop opdaget og læst en række gamle og nye klummer af præsten Poul Joachim Stender i Metroxpress’ arkiv, de er virkelig underholdende (jo, jo!), næsten lige så underholdende som Hans Hauges i Jyllands-Posten!

Alligevel er nøgenheden jo en vigtig detalje: hvor den fuldt påklædte intruder, som ’fodboldtossen’ fra Sverigeskampen forrige år, er genstand for voldsom frygt og bæven (dommeren nægtede jo at fuldføre kampen ’af frygt for sit eget ve og vel’), så anses den nøgne af slagsen jo blot for et humoristisk og ganske ufarligt fænomen. Det er netop blottelsen, der gør det sjovt at se på, og der er jo ingen, der kan koncentrere sig om zonemarkering efter at have overværet vagternes håbløse jagt på den fedladne og, på grund af alkoholen, overdrevent energiske streaker. Men hvorfor er Cassano her nu nøgen? Han burde jo være den, der koncentrerede sig om sit ’kedsommelige’ job og overlod provokationen til de kulturradikale ’overmennesker’. Jeg ser kun én mulig grund: han tror, han er lækker.

I dette klip fra græsk fodbold oplever vi noget skelsættende: virkelighedens reglement kolliderer med spillets. Det handling, som er de efterstormende vagters mål, bliver, idet spilleren udfører den, af dommeren takseret til en straf fra inden i spillets eget kontinuum, der ellers skulle være brudt med tilskuerens indtrængen på banen.

Som Stjernfelt og Nils Gunder Hansen påpeger med Wittgensteins kategorisering, så adskiller fodboldspillet sig fra den virkelige verden ved at være sammensat af konstitutive regler. Disse er, i modsætning til de regulative, grundlæggende for at spillet overhovedet defineres som et sådant. Samfundets regulativer regulerer os i forhold til et bestemt mål: at spise (ved at stå i kø i supermarkedet), at komme et sted hen (transport) osv.. De kan brydes, men uden at vores status som menneske hjemfalder. Fodboldspilleren er kun fodboldspiller i kraft af, at han følger reglerne. Spillerens menneskelighed suspenderes da i spillet reelle playtime, og så alligevel ikke: fodbold er jo også til dels en gentlemansport, og der er visse uskrevne regler, man må efterleve, som fx at sparke bolden ud til indkast, hvis en anden spiller ligger skadet på banen. Man husker på, hvordan Arsenals Kanu på det nærmeste blev lyst i band, da han sidst i 90’erne brød netop denne regel og igangsatte en hurtig scoring. Spillet indeholder altså også regulative regler som i det virkelige liv, men de er underordnet de konstitutive.

På opfordring bringes her lidt fra Stjernfelt og Nils Gunder Hansen’s “Fodens Kultivering og det stiliserede slag”, der er at finde i antologien Fodbold! fra 2002. Om finten hedder det blandt andet:

“… I sin helt basale form lyder fintens formel: foregive ét, gøre noget andet. Imidlertid medfører boldens “åbenhed”, tilgængelighed, en uafgjorthed, der komplicerer finten: det er ikke altid i en given situation tydeligt hvem der har bolden og således hvem der egentlig er fintens agent, hvilket den – de – fintende naturligvis spiller på.”

“… Fra forsvarerens side er det ofte fremhævede middel mod finten: se dog på bolden: så længe man følger bolden selv frem for angriberens kropssemiotik er man på ret vej; ofte er det blot en umulig regel, fordi bolden jo netop – når den er i besiddelse af en boldholder – opfattes som (omend uregerlig) forlængelse af dennes intention. Man ser på manden, fordi det intersubjektive spil i sin helhed er intentionens “kød” og man kun med en kraftanstrengelse kan abstrahere sig ud deraf. [...] Angriberen må omvendt forsøge sig med de mest uventede træk – mellem forsvarerens ben, bag om egne – eller han kan vælge det altid sikre træk og brodere lange, men ineffektive rokokoguirlander á la Jesper Olsen på banen – eller han kan gøre fx som Frank Arnesen, der gerne beskedent påpeger, at han ikke kan drible, men blot har sit legendariske “rush”. Dette er imidlertid nærmest at betragte som en kompliceret “meta-finte”: bedst som forsvareren går i stilling og gør sig klar til den deci-sekundkorte kropssprogsudveksling, får bolden den berømte ,,lange tå”, Arnesen stikker efter den, og der er kun to muligheder: at lade ham komme forbi eller begå frispark. Finten er således i sig selv et tårn af meta-niveauer i en højkompliceret intersubjektivitet, udspillet på brøkdele af sekunder.”

http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2009/04/15/113216.htm

Her har man altid gået og troet, at Birger Peitersen blot var den lidt for alvorlige og selvforherligende spiller-turned-usuccesfuld Brøndbytræner-turned-uambitiøs og afdanket kommentator, og nu viser det sig så, manden er akademiker: uddannet i idræt og historie (med særlig interesse for Sartre’s fodboldfilosofi, simpelthen!), derefter gymnasielærer i Rungsted, højskolelærer og, for at det ikke skal være løuvn, træner for kvindelandsholdet! Stærk kost, specielt når man tænker tilbage på, hvordan Graeme Le Saux igennem hele sin karriere – på trods af kone og to børn – konsekvent blev mobbet med en påstået homoseksualitet, blot fordi han havde en universitetsuddannelse! Ak, ak, den professionelle fodboldverden kan være en grum én, og man tør slet ikke tænke på, hvordan stakkels Birger mon blev modtaget af ’Faxe’ og Vilfort på vestegnen i slut-80’erne?

Nå, det er nu alligevel meget rart at høre ham bringe lidt pseudo-højpandet tankegods ind i optakten til aftenens kamp mellem ’to af fodboldverdenens mest Sartre-tro hold’(?!), (helt i bloggens ånd, ellers), selvom man nu nok må indrømme, at fremlagte anskuelse efterhånden er så uomtvisteligt grundlæggende for vores begreb om spillet, at P1 her løber åbne døre ind. Ja, fodbold er en holdsport, og ja, holdet består af individer, det forstås, men hvad betyder det alt sammen? Nej, om igen, selvfølgelig er der ingen mening, som de franske (ikke-fodboldspillende) filosoffer bekendtgjorde for snart mange slutrunder siden, men hvad er så spørgsmål(ene) da? Det må være dét, at være eller ikke være – en sukkerskål?

Siden d. 7. marts har Liverpool dog præsteret en uhyggelig resultat- og spillemæssig opblomstring, der sætter analysen i et noget prekært lys. Resultaterne taler deres eget sprog: 4-0 i returopgøret mod Real Madrid, 4-1 over de Røde Djævle fra Manchester, og senest 5-0 over konkurrenterne fra toppen af ligaen, Aston Villa. Det efterlader holdet fra Anfield på 2. pladsen, ét point bag Manchester United, der dog har en kamp til gode. Sidstnævnte er inde i en spillemæssig bølgedal, der senest resulterede i et 0-2 nederlag til Fulham. Bag dem ligger Chelsea, der, som altid, kunne man fristes til at sige, synes at drukne i andres og (især) egne uindfriede forventninger (resulterende i oligarkens slag med jernnæven (fyringerne af først Mourinho og dernæst Scolari)). Dette kan dog næppe overraske, eftersom disse forhåbninger  jo efterhånden ret beset kan koges ned til drømmen om et totalitært fodbold-verdensherredømme, hvor det nærmest kun vil være op til interplanetariske hold fra Mars og Venus at tage duellen op med ’The Blues’ (i diskussion om Chelsea er det for øvrigt pudsigt, i hvor lige høj grad spillet på banen og styringen udenfor er gennemsyret af en næsten manisk idé om kontrol: idéen synes at være den, at så snart man giver afkald på magten (på banen symboliseret ved en tonstung defensiv), så har man reelt tabt. Derfor er det risikobetonede spil en umulighed, og den sikre vej vælges derfor pr. automatik. Problemet er bare, at det som oftest er nuanceringen mellem det sikre og det risikable, der giver afkast for enden af regnbuen (sæsonen)). Den sidste af ’de fire store’, det ekstremt talentfulde Arsenal-mandskab, har godt nok genfundet formen i de sidste tre kampe, men spørgsmålet er, om ikke skader, ustabilitet og de unge spilleres manglende rutine vil afholde dem fra at avancere yderligere i tabellen.

Det lader derfor til, at mesterskabet i år kommer til at stå mellem de to nordengelske legende-klubber, Sir Alex’s Manchester United og så altså Benitez’ Liverpool, der på tre kampe (to af dem i Premier League) har formået at skyde kritikken fra før totalt i sænk. Kampenes underholdningsværdi kan der ikke indvendes noget imod: det er simpelthen noget af det mest underholdende, højspændte fodbold, jeg i hvert fald længe har været vidne til. Nu har Benitez selv så oven i købet udtalt, at hvis blot holdet vinder samtlige otte resterende kampe, så er trofæet deres. Altså, selvsagt, mesterskabet er da så sandelig inde for rækkevidde. Han går nu altså, må man formode, efter at vinde begge de store turneringer og taler dermed sine kritikere, f.eks. Østergaard-Nielsen, lodret imod.

Ret skal dog selvfølgelig være ret: der var ikke mange tegn på Liverpools pludselige fremgang for bare en måned siden. Holdet har været unaturligt svingende i denne sæson, hvilket resultaterne 0-0 mod Manchester City, 1-0 over Real Madrid og 0-2 imod Middlesbrough (på én uge!) beviser. Centrale spillere har siddet på skadeslisten, Robbie Keane kom aldrig i gang i angrebet, og Benitez selv har også været rygtet væk. På baggrund af disse faktorer kan der derfor ikke indvendes noget imod førnævnte artikels konklusioner.

Det, der til gengæld for alvor halter i Østergaard-Nielsens argumentation, er hans mellemregninger: Liverpool analyseres reelt som bestående af to kreative årer (Torres og Gerrard), der iscenesætter alt offensivt, og bag dem styrter så åbenbart otte sværlemmede maratonløbere rundt med fråde i mundvigende, alle som én uden fantasi eller mål i støvlerne. ”Ingen af dem har vel afdriblet deres direkte modstander, siden de var miniputter”, hedder det bl.a. Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at Gerrard er klubbens suverænt vigtigste spiller, at Torres, når han ellers er fit, er en vanvittig farlig angriber, osv., osv. Alt det har vi dog hørt hundrede gange før. Det nye er, at resten af holdet dybest set reduceres til ’forsvarere af den defensive helligånd,’ hvilket er en noget urimelig karakteristik.

Liverpool er, selvom man næppe skal sætte lighedstegn mellem offensiv og aggressiv, om nogen garanten for det kollektive ekstrem-presspil, der totalt forhindrer modstanderens eventuelle ønske om at trække spillet ned i tempo: især i kampene mod Real Madrid og Manchester United demonstrerede samtlige på holdet et konstant, hæsblæsende stormløb imod boldholderen. De formåede i et uhørt højt tempo at skræmme modstanderen tilbage på egen banehalvdel, hvilket naturligvis resulterede i fejl og generel usikkerhed.

Det er en usædvanlig martialsk spillestil: som den hollandske totalfodbold stiller Liverpools metode vanvittigt høje fysiske krav til spillerne, alle angriber og forsvarer, men der er intet risikobetonet eller halvanarkistisk over organisationen, som tværtimod er perfektioneret i og med, at hver eneste spiller er optimeret hen imod dennes respektive placering i spilsystemet: Torres er den aggressive eneangriber, Riera er den anvendelige venstrekantsspiller og frisparksskytte, Mascherano er bindeledet mellem forsvar og angreb, forbilledlig til at bryde bevægelsesmønstret osv. Selv Dirk Kuyt, der jo oprindeligt er angriber, og ikke højre fløj, aftvinger dyb respekt: hans energi, dynamik og evne til at score vigtige mål (gerne omkring det 86. minut!) gør ham til én af de allervigtigste spillere på holdet, i hvert fald offensivt. Også spillet kæderne imellem fungerer: forsvaret går i ét med den defensive midtbane, så det på intet tidspunkt lykkes for modstanderen at finde frem til de frie huller, og de to backs Aurelio og Arbeloa magter, som de moderne forsvarskanter de er, at gå i overlap med Kuyt og Riera og dermed brede spillet tilpas meget ud.

Liverpools trup er smal, ikke mindst på den centrale angriberplads, hvor der ikke er nogen egentlig oplagt afløser for Torres. For at ‘masterplanen’ skal lykkes, er det derfor livsnødvendigt, at ingen af de elleve startere fra den sidste måneds kampe går i stykker undervejs. Dette kan nok ikke helt undgås, men må i så fald begrænses til én, højest to pladser: Imod Real Madrid blev Babel godt nok med succes anvendt som afløser for Riera på venstrekanten, men det bliver nok næppe marginalspillerne, der kommer til at køre hverken det ene eller der andet trofæ hjem. Benitez’s foretrukne elleve synes nemlig, på grund af spillernes respektive forskelligheder og kolektive gejst, at være kombinationen, hvormed kabalen kan gå op. Det enormt hurtige presspil på alle banens områder kan, sammen med en evt. fortsat nedadgående formkurve hos konkurrenterne, være måden, hvorpå 2009 bliver Liverpools år.

Til sidst skal det indrømmes: jeg har altid ejet en hvis foragt for holdet fra Anfield. Måske hænger det sammen med den overdrevne fankult, der i Danmark eksisterer omkring holdet (hvorfor lige Liverpool?), og som ofte kan føles vel rigeligt dikterende for os, der gerne så en større mangfoldig- og åbenhed i valgene af respektive favorithold. Alligevel er jeg næsten, set i lyset af spillet på det sidste, fristet til at lade halsen indsvøbe i røde halstørklæder og falde ind i råbekorets pivfalske ’…you will neeee-veeeer waaaaaaaaaaaaaaalk alooooooooone…’! Bare sådan cirka midt i: man skulle jo vække alt for meget opsigt!

Og til Information skal det lyde: når man bliver konge af Europa, må Englands trone jo nødvendigvis følge med.

Nu har UEFA med et såkaldt påbud, sat en stopper for ølsalget under alle Champions League og UEFA-Cup kampe i Parken. Grunden hertil skal findes hos de stigende voldelige optøjer, man de sidste efterhånden ærgeligt mange år har forbundet med topopgør i fodboldens verden.

Det er ikke fordi jeg er ignorant overfor den stigende vold, tværtimod synes jeg, at det er en gedigen skændsel mod det der foregår på banen og ødelæggende (på lige fod med italiensk ”svinefodbold”) for den kreative (h)åndsrækning fodbolden altid har stået klar med til alle interesserede unge, ældre og gamle.

Spørger man polititet svarer de, at alkoholforbuddet nok ikke vil give mindre ballade. Jeg håber derfor ikke, at vi blot vil få socio-akkumulerede problemer, at se i denne forbindelse. Det skal forstås således at personer der normalt ikke ville begå lovovertrædelser i forbindelse med en fodboldkamp, nu måske alligevel fristes til at gøre det. Det ville, som nævnt før, være af ødelæggende karakter overfor fodboldens gode image.

Desuden klæder det dig slet ikke, at være til fodboldkamp uden en fadøl i hånden…

Dette skændende lappeløsnings påbud burde man dog kunne komme rimelig nemt, om end ikke smertefrit, udenom, hvis man bare tager en klassisk sodavandsdiskoteks taktik i brug. Så er du en ganske normalt ølelskende roligan og har du teenage børn, eller har din tribunenabo? Spørg dem om anvendelsesmulighederne i piskefløde, alkohol og kulsyreholdige drikke – i nævnt rækkefølge.

]]> http://kritisktaktik.wordpress.com/2009/03/30/en-kvart-piske-fremfor-fad%c3%b8l/feed/ 0 mortenasger69